Aldrig ræd for mørkets magt stjernerne vil lyse
med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse
Alt for tidligt gik du bort
savnet hos os er kæmpestort
Men jeg tror på
at hvor du drog hen fik du vinger
og hver fuglestemme i haven
bud fra dig mig bringer
Alt for tidligt gik du bort, savnet hos os er stort
men jeg tror på at hvor du drog hen fik du vinger
og hver fuglestemme i haven bud fra dig mig bringer
Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende
selv om du til målet når
først ved verdens ende
Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort
Johs. 6,37
Det gik mod sorgen
din sol brød frem
lys blænder sorgen
lys, fra livets træ
Din hjælp og tanker vi altid fik
Nu mindes vi dig fra tiden der gik
Trods sygdom du humøret og modet bevarede
Vi takker for alt du har været
Din sidste tåre er tørret bort
dit lille liv blev alt for kort
for altid din flamme i hjerterne brænder
Jesus, tag ….. i dine hænder
Dit lys vil altid
i vores hjerter være
i savnet af dig må bære
Do not stand at my grave and weep
I am not there. I do not sleep
I am the thousand winds that blow
I am the diamond glints on snow
I am the sunlight on ripened grain
I am the gentle autumn rain
When you awaken in the morning’s hush
I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circled flight
I am the soft stars that shine at night
Do not stand at my grave and cry
I am not there. I did not die
Du fik fred og sov ind
men vi gemmer dig i vores sind
For det, som du har os givet
kan ingen tage fra os i livet
Du forlod os alt for ung
men skønt sorgen føles tung
lindrer det dog lidt på smerten
at du nu er i en verden
hvor ej sorg og sygdom findes
og hvor kun det gode mindes
Du gav den udstrakte hånd
hvor vi vil gemme dig
med alle de gode minder
Du gav den udstrakte hånd
krævede ikke meget tilbage
du satte dig et spor
der lever videre i alle dage
Du kæmpede længe alene
mod en ubarmhjertig sygdom
vi ved i dag, at du ville skåne os for alt ondt
på samme måde, som du altid har gjort
Tak for alt kære far
Vi vil aldrig glemme dig
Du ved det sikkert allerinderst inde
selv om vi sjældent bruger store ord
du ved at du er den der gennem livet
og altid i vort hjerte bor
Døden er som et skib, der sejler bort
med en af vores kære
vi står på stranden og ser det forsvinde,
det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst
helt i horisonten, der hvor himmel mødes med hav.
Vi ser på hinanden og siger: -”Nu er hun væk”
Men lige så sikkert er det, at der på den anden side
står nogen, der siger: -”Se, der kommer hun”
Døden skal man ikke frygte,
thi når den er, er jeg ikke
og når jeg er, er den der ikke
Een trøst er mig forlenet
som byder tiden trods
Jeg ved, vi er forened´
skønt døden skilte os
Jeg ved at løst fra smerte
og skilt fra jordens savn
bevarer dog dit hjerte
et billede og et navn
En eg i skoven stolt og rank trods ælde
altid frejdig og ej mærket af livets vejr
men til sidst af voldsom uvejr fældet
i en kamp, der kun én gang har givet sejr
En ekstra stjerne er tændt
og blinker smukt fra himlen
kærlige tanker bliver sendt
til dig i stjernevrimlen.
En kærlig far og mand der stred
en dejlig aften ved havets bred
hvert minde nu så dyrebar
i hjertets indre vi har
evig skal han fredfyldt hvile
i vores sind til ham vi smile
Et hjerte holdt op med at banke
to flittige hænder fik ro
En frodig og levende ranke
holdt pludselig op med at gro
Et langt og stræbsomt liv er endt
to trætte hænder hviler
Lang blev din arbejdsdag
men sød blev aftenhvilen
Et langt og virksomt liv er slu*t
en flittig hånd nu hviler
Din omsorg for os var så stor
sov sødt og tak lille mor
Et stræbsomt liv er slu*ttet
en flittig hånd nu hviler
Din arbejdsdag var ofte lang
men blid blev aftenhvilen
Et tappert hjerte holdt op at slå
to travle hænder gik i stå
Når smertens dug ved kinden væde
når hjertet vil i sorgen græde
så ved vi, at vi trøsten finder
ved hjælp af mange gode minder
For os du har slidt
for os du har stridt
for os du har levet og åndet.
Din gerning er endt
dit lys er udbrændt
vi tryghedsbåndet nu har mistet
Fred hvisker træerne, omkring huset du elskede,
farvel nikker blomsterne, som du passede så fint,
tak kvidrer fuglene, du hilste på hver morgen,
stille hvisker vinden, sov nu i ro
Fred være med dig – vi ærer dit minde
En ranke holdt op med at vokse
et hjerte holdt op med at slå
To flittige hænder fik hvile
med mindet tilbage vi stå
Først når væven er standset
og skytten holdt op med at slå
da skal Gud tage tæppet til side
for at vi kan rigtig forstå
hvorfor de lyse tråde
såvel som de mørke bånd
er med til at præge mønstret
i mesterens kyndige hånd
Grædende kom du til verden
mens alle omkring dig smilede
sørg for du kan forlade verden smilende
mens alle omkring dig græder
Gud slipper ikke, hvem han har kær
på jord så lidt som i dødens dal
før sejerkransen engang vi bær´
med ham i himmerigs sal
Han skal åbne perleporten
så at jeg kan komme ind
thi ved blodet har han frelst mig
og bevaret mig som sin
Herren giver mange gaver
her på jorden om igen
men vores kære lille moder
får vi aldrig mere igen
Hvor har du dog lidt
gid, at din hånd
nu må hvile blidt
I vores hjerter er din vugge
her kan du ligge trygt
under kærlighedens dyne
og aldrig føle frygt
Jeg er træt og går til ro
lukker mine øjne to
Fader, se med kærlighed
til mit ringe leje ned
Kun ét ord
tegner sig klart
stadig klarere
og står
når alt er sagt
tilbage
Ordet tak
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder
Da er livet ej så svært
døden ikke heller
Kære mor / far
De led, de stred
de elskede livet
Nu sov du ind
fra os med fred
Lang var din sygdom
meget du led
nu har du udstridt
hvil i fred
Langt oppe i himlen i det fjerne
er der en varm og kærlig stjerne,
den er sendt fra vores hjerter op til dig
og hvisker stille: Vi elsker dig
Livet er et kort sekund
et på både godt og ondt
Du er taget fra os nu
skønt vi holder af dig du
I stor kærlighed fra
Længe led du, længe stred du
nu har dit hjerte fået fred
Det ønske længe hos dig var inde
Meget blir os givet, mangen skat så stor
men kun en gang i livet skænkes os en mor
Altid god og glad hun var, trøst og kærlighed hun gav
Der findes roser på vores jord
men ingen rose var så smuk som mor
Moder, moder, ak, vores hjerte
er så fuldt af tak til dig
Vi som aldrig helt kan fatte
hvad det er at miste dig
Herren giver mange gaver
her på jorden om igen
men han giver kun én moder
hende får vi ej igen
Mormor, så er dagen atter
blevet mere tom og trist
vi jo knapt det endnu fatter
vi måtte sige farvel til sidst
Elskede mormor
Vores hjerter er så fulde af
tak til dig
derfor dybt det os endnu smerter
vi må gå hver sin vej
Aldrig, aldrig vi dig glemmer
mens vi går på denne jord
Når igen det er slu*t på en dejlig dag
hvor så mange glæder du fandt
medens klokken slår sine muntre slag
som en tak for den dag der svandt
Mon så helt du forstår, hvad, hvad en dejlig dag
er værd for de trætte sind
Du har glemt de sorger der ligger bag
skjult af solens sidste skin
En gang bliver det slu*t på den dejlig dag
Før du ved er din aften nær
Hvad du gav og tog midt i livets jag
du vil se, hvad det nu er værd
Men mindet vil farve en dejlig dag
Så skøn som et morgengry
Selv om hjertet slår sine sidste slag
er der altid en dag på ny
Når jeg skal dø, jeg mit farvel
af hjertets indre dyb vil sende
til hver en urt, hvert kildevæld
hvis duft og klang jeg lærte kende
Når mørket og sorgen har fortaget sig
vender lyset tilbage, og vi vil altid mindes dig
i kærlighed og respekt
Når smertens dug vil kinden væde
når hjertet vil i sorgen græde
så ved vi at vi trøsten finder
ved hjælp af mange gode minder
Når vi vores øje lukker til
i dødens bitre stund
da er forbi al verdens splid
og vi skal roligt blunde
vi går i graven ned med fred
og støvet har sit hvilested
hvor der er ro og fred
Når øjnene blændes af tårernes slør
og sjælen er tung af sorg og smerte
så må vi være stærke som aldrig før
og gemme minderne om dig i vores hjerter
Når øjnene blændes af tårernes slør
og sjælen er tung af sorg og smerte
så må vi være stærke som aldrig før
og gemme minderne om dig i vores hjerter
Nu lukker sig mit øje
Gud Fader i det høje
i varetægt mig tag
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare
som ledet har min fod i dag
Nu lukker vi dig i hjertet ind
og gemmer dig inderst inde
Her skal du fredfyldt bo i vores sind
som et kært og dyrebart minde
Nu ser jeg en vej jeg må vandre
måske bli´r den stenet og lang
jeg vandrer den sammen med andre
der føler den samme trang
en trang til at gøre det gode
at tjene vores Guds sag
måske mere hårdt end vi troede
vi når det dog alle en dag
Og kongen i livets rige
vil favne alle de små
på englenes himmelstige
skal barnesjæle gå
På livets vej måtte vi sammen lære
at dele alt - også ting der var svære
dit tapre hjerte holdt op med at slå
men minderne lever - og de vil bestå
Roser kan visne, græsset forgå
men kærligheden til dig vil altid bestå
Roser vil visne
blomster forgå
men mindet om dig
vil altid bestå
Roser vil visne
skønhed forgå
men mindet om dig
vil altid i vores hjerter bestå
Så lukker vi dig i hjertet ind
og gemmer dig inderst inde
der skal du fredfyldt bo i vores sind
som et kært og dyrebart minde
Så standsede påny et hjerteslag
i døgnets rastløse ilen,
en mund blev tavs, en stol står tom,
en sjæl fandt freden og hvilen.
Vi bøjer vort hoved for dødens magt
og lover, mens dagene rinde,
skal æret være dit kære navn
og æret være dit minde
Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt, tag det blidt
Det røde hjerte - nu er det dit
Se, da stiger solen af hav på ny
alle dødens skygger for evig fly
o for sejersjubel, for salig lyst
Lyset stander stille på livets kyst
Skal jeg end vandre i
Dødsskyggens dal
jeg frygter ej ondt
thi du er med mig
din kæp og din stav er min trøst
Sov lille mor, mens vores hjerter rinder
ved tanken om dit milde hjerte brast
Men du vil stedse bo i vores minder
I vores erindring holder vi dig fast
Sov sødt lille mor, du trængte jo til hvile
Din dag var endt, da livets lys blev slukt
I søvnens fred vil dine læber smile
som om du drømte noget stort og smukt
Sov sødt, barnlille
Lig rolig og stille
så sødelig sov
som fuglen i skov
som blomsterne blunde i engel
Gud Fader har sagt
Stå, engle, på vagt
hvor mine de små er i senge
Stille gik du til ro
blandt stjerner skal du bo
at miste dig det var en smerte
du vil altid bo i vores hjerte
Stille kom døden
kom som en ven
tog dig ved hånden
og førte dig hjem
Til dig
Når du løfter dig fra jorden
bli´r meget stort småt
Og noget forsvinder
enten af sig selv
eller frigjort i smerte
Først da opstår det magiske øjeblik
der i sig selv bærer glimtet af det nyopståede
Tro aldrig du er af Gud forglemt
fordi du af sygdom knuges
måske er for dig en gerning bestemt
hvortil kun en syg kan bruges
Ved gry og kvæld
pas ovnen vel
giv nøje agt for tiden
Vær tro på vagt
til brød er bagt
så kan du hvile siden
Vend blikket mod glæden
den findes indeni
den findes overalt
tag chancen
find den frem
og få den til at gro
resten er lige meget
Viben slår et enligt slag
over mosedammen
før den under frytlens tag
folder vingen sammen
Stille, stille, hjerte, sol går ned
Øjet kan tindre
læber kan le
men smerten i hjertet
kan ingen se
